Det bornholmske landskab er et kulturlandskab, der er resultatet af flere århundreders jordbrugsmæssig udnyttelse, og de naturgivne forudsætninger som klima og jordbund er generelt meget gunstige for landbrugsdrift på øen. Det dyrkede areal har derfor også dækket næsten 70 % af øens samlede areal.

Frem til 1950'erne øgedes det dyrkede areal ved at mere og mere land kom under plov, bl .a. fordi dræningsforanstaltninger gjorde opdyrkning af fugtige arealer mulig og rentabel. Tilsvarende blev arealet af øens enge og overdrev reduceret mærkbart, hvilket især fik indflydelse på den flora, der naturligt hørte hjemme her.Siden 1870'erne er enge og overdrev således reduceret med 90 %, og det har bl .a. haft katastrofale følger for flere af øens orkidearter.De seneste hundrede år er der således konstateret 23 arter orkideer på Bornholm, og heraf har de 18 haft deres naturlige voksested på netop enge og overdrev. Otte af disse er i dag forsvundet fra øen. Siden 1950'erne er det dyrkede areal igen mindsket, ikke fordi man har opgivet at dyrke de marginale jorder, men på grund af samfundets behov for arealer til andre formål som byudvikling, veje og fritidsområder mv. I de sidste 20 år er det dyrkede areal således reduceret med mere end 1500 ha, svarende til 4% af øens areal. Alligevel er landbrugets udbytte steget, hvilket skyldes effektiviseringen og et større forbrug af gødning og pesticider. Dette har i sagens natur fjernet eksistensmulighederne for en stor del af øens oprindelige flora og fauna, der i stedet må søge tuflugt i marginalområder som vejskel, markskel med stengærder, grøftekanter og råstofgrave.